Sankeomvisning i Herregårdshaven
Dato: 02.09.2017

Som noget helt nyt får Herregårdshavens besøgende nu mulighed for at smage på havens mange afgrøder, når
herregårdsgartner Liv Nørgaard Meinert inviterer på Sanke-omvisning.

Normalt må man nøjes med at kigge på de mange flotte blomster, planter og urter, som pryder den 6000 m2 store Herregårdshave på Rønnebæksholm - men det bliver der nu lavet om på. Fire gange i løbet af sommeren inviterer herregårdsgartner Liv Nørgaard Meinert nemlig på Sanke-omvisning, hvor havens besøgende får mulighed for at smage på flere af afgrøderne. Sanke-omvisningen består af en guidet rundtur i haven, hvor herregårdsgartneren samtidig udpeger spiselige urter og udvalgte grøntsager.

Herregårdshaven er en køkkenhave efter fransk model, hvor grøntsager, krydderurter, frugttræer, frugtbuske og et væld af forskellige blomster står side om side og danner et imponerende farveflor. Haven er delt op i 18 felter, forbundet med et stisystem, som gør det lettere at komme rundt imellem afgrøderne for eksempelvis at sanke.

Herregårdshaven er desuden placeret samme sted, hvor Rønnebæksholm drev en stor og udbytterig nyttehave indtil 2. Verdenskrig. Dengang var hovedformålet at frembringe grøntsager, frugt og bær til godsets køkken. Hvad der præcis bliver høstet varierer fra gang til gang, men husk en kurv eller lignende, så du kan tage din høst med hjem. Der er et begrænset antal pladser, så tilmeld dig i god tid, så du er sikker på at få en plads.

Sanke-omvisningen finder sted udendørs, så medbring gerne tøj efter vejret.

Husk også en kurv eller lignende, så du kan tage din høst med hjem.

Pris: 100 kr. pr. person. Prisen inkluderer gratis adgang på dagen til udstillingen "Planter i bevægelse" i hovedbygningen, som har åbent fra kl. 12-17.