KULTURSUPPE
KULTURSUPPE med Claudio og Cristina
Dato: Tirsdag d. 29. januar 2019 kl. 18.30
Varighed: 3 timer

Hovedret: Claudio og Cristina med deres spansk/italienske show "Under sydens sol".

Italienske Claudio Levati og spanske Cristina Aguirre Perez vil tage publikum med på en både interaktiv, skæv og forunderlig rejse gennem to af Europas sydligste lande - Italien og Spanien. Undervejs vil de bl.a. stille disse skelsættende spørgsmål:
Er der virkelig som vi forestiller os? Er det sikkert at rejse derned? Hvordan lever de dernede? Er folk fra Syden virkeligt så forskellige fra os? Hvad er deres skikke og traditioner? Vil vi kunne camouflere os selv og gemme os blandt dem? Kan vi blive som dem? Hvad skal vi som minimum vide før vi rejser? Og sidst men ikke mindst: Er der forskel på italienere og spaniere?

En sjov, skør og festlig forestilling, der måske ikke gør dig meget klogere, men helt sikkert vil give dig lyst til selv at udforske de "farlige" lande sydpå!!!

Forestillingen vil blive fremført på spansk, italiensk og engelsk samt med tegn - og kropssprog og være forståelig for alle.

Om Claudio og Cristina: Claudio Levati er en gammel kending. Han var "hovedret" til den allerførste KULTURSUPPE tilbage i februar 2017 og han spillede med i sidste sommers succesfulde gadeteaterforestilling "Life is Good" sammen med Niels Peter Kløft. Hans kone Cristina Aguirre Perez har også besøgt Næstved før. Det var til "STREET CUT" Næstveds Internationale Gadeteaterfestival- i august 2017, hvor hun optrådte på Axeltorv og i gågaderne sammen med festivalens hovednavn fra Barcelona, teatergruppen KAMCHÁTKA - og her var Claudio for resten også med!

KULTURSUPPE er Næstveds Internationale Egnsteaters helt eget "forsamlingshus-koncept" , hvor fællesspisning, hygge og underholdning i særklasse går op i en højere enhed. Publikum bliver budt velkommen og placeret ved langborde af Dansk Rakkerpaks Kultursuppe-crew. Suppe-crewet bestående af Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Camille í Dali og Kirsten Nottelmann Rav. De forvandler sig med falske overskæg, forlorne tænder, brystproteser m.m.m. til Gustav Fleiner, Otto "Kok" Hansen, Sunshine og "Vor Mor" - alias Esther Gider-Godtfredsen. Crewet serverer først en aldeles glimrende omgang suppe og gennemgår diverse takke, skåle, hilse, sang og spise - ritualer med publikum. Derefter serveres "hovedretten", der hver gang er et show i særklasse med nogle af landets fremmeste kunstnere og ind imellem hentes der endda kræfter ind direkte fra udlandet!

Kultursuppe starter kl. 18:30 i teatersalen men dørene i Teatersalen åbnes allerede kl. 18:00. Vel mødt!

Arrangør: Dansk Rakkerpak & Faster Cool